tirsdag den 25. juni 2013

Får fint besøg i august

Her skulle egentlig være et billede af Ida Auken....i en frugtplantage, men det må lige vente til august. Der får vi nemlig besøg af miljøministeren og regeringens miljøordførere. Der er også inviteret en række andre personer med fra grønne organisationer, erhvervsvirksomheder, organisationer og journalister.
De sidste par dage har været lidt intensive med planlægning og tilbagemelding til kontaktpersonen i miljøministeriet, som står for at arrangere denne del af ministerens tur rundt i landet.

fredag den 21. juni 2013

Venter på æblevikleren

Programmet RIMpro varsler en beskeden klækning af æg de kommende dage. Denne klækning skyldes æg, som måtte være lagt i dagene 6/6 til 12/6. Hos Niels har der imidlertid været så lidt fangst i fælderne, at vi vurderer, at der ikke er behov for bekæmpelse. Desuden vil de kraftige regnbyger, som kommer indimellem, mindske succesraten for nyklækkede larver.
Programmet viser, at der har været gode forhold for en ny gang æglægning i dagene 18/6 til 21/6. Hvornår dette hold klækker, vil afhænge af temperaturen, men et bud vil være om omkring 10. juli.

Her foto af æbleviklerskade fra et tidligere år.

lørdag den 15. juni 2013

Skurv-sæsonen er slut

Denne figur viser hvor mange infektionsperioder der har været af skurv fra midten af april til midten af juni. Ved den sidste infektionsfare den 13. juni var der så lille risisko for infektion, at det egentlig kun var de modtagelige sorter, hvor der var infektionsfare.

fredag den 14. juni 2013

Nu skal der tjekkes viklerfælder

Æblevikleren er begyndt at flyve for lidt over en uge siden. Indtil videre har fangsten været beskeden i fælderne hos Niels. Heller ikke den nye type feromonkapsler, som vi afprøver, giver fangst af betydning. Vi kan jo kun håbe, dette varer ved resten af sæsonen!

onsdag den 5. juni 2013

Pæregalmyg-larver: Sådan ser de ud

Dette foto er til ære for dem, som følger os her på bloggen, men som måske ikke selv har pærertræer og derfor heller ikke pæregalmyg. Sådan ser de opsvulmede pærer ud nu, når man skære dem igennem. Galmyg-larverne har snart spist det de skal og forlader derefter pæren.








Hvis man vil lave fælder til næste år for at bestemme flyvetidspunktet nøjagtigt, så skal man indsamle angrebne pærer nu og lægge dem et sted, hvor man kan genfinde dem til næste år. Til næste forår sætter man så en spand over det sted, hvor pærerne blev lagt. Således fanges de som voksne.

mandag den 3. juni 2013

Pæregalmyggen har hærget

Disse fotos er fra den 30. maj 2013 fra Niels' plantage. Nu er det klart, at pæregalmyggen har gjort for stor skade. Det trænede øje vil let kunne genkende de angrebne frugter: De er større og mere fladtrykte end de andre. De tre frugter forrest i billedet er alle angrebne. Og når alle 3 frugter i klasen er angrebne, er det altså for meget!






På enkelte af frugterne er der nu tegn på, at galmyglarverne er på vej til at forlade frugten. Galmyggen lægger sine æg lige før blomstring, og bekæmpelse skal ske lige før blomstring. Vi bruger helst ikke insekticider i pærerne, men her må der gøres noget til næste år.