fredag den 11. oktober 2013

Øv! Skurv i Jonagored


For noget tid siden observerede vi nogle skurvpletter i sorten Jonagored. I denne uge gennemgik vi 3 marker med denne sort for at få et overblik over omfanget af angrebet. I de to af markerne var der kun en smule skurv. I den tredje mark var der for meget, og her kunne det være gået rigtig galt, specielt hvis vi havde haft en regnfuld sommer. Om årsagen skyldes manglende dækning af en infektionsperiode eller for lav dosering er ikke til at sige. Ved bladfald skal Niels køre urea, og så være meget obs på bekæmpelsen til næste forår.

Travlhed i pakkeriet

Lige for tiden er Niels tilfreds med afsætningen. Det betyder travlhed ved sorteringsanlægget. Indtil videre har der ikke været ubehagelige overraskelser i den frugt, som er kommet ind fra plantagen.

torsdag den 19. september 2013

Marc Trapman på visit

Denne uge havde vi besøg af Marc Trapman. Marc var interesseret i at danne sig et billede af hvor meget skade æblevikleren og de sene viklere havde lavet i år. I en parcel med Holstener Cox, hvor Niels har haft feromonfælder oppe i år, undersøgte Marc 1000 frugter og fandt ingen viklerskader!

tirsdag den 17. september 2013

En kasse med hanespore

Her står en kasse med hanespore. De er indsamlet for håndkraft. Blomsterstanden, det vil sige det som skulle blive til frø, er fortsat grønt, så forhåbentligvis vil det betyde færre frø og dermed færre problemer med denne ukrudtsart til næste år.

lørdag den 14. september 2013

Prøver af Aroma på vej til pesticidrestanalyse

I denne uge begyndte Niels at høste sorten Aroma. Jeg plukkede æbler til to prøver på samme dag. Den ene prøve var, hvad der svarer til 1. pluk. Den anden prøve tog jeg, hvor der lige var høstet 1. pluk. Æblerne til den sidstnævnte prøve sad dermed knapt så eksponeret som den første prøve.
Det er altid spændende at se hvad analyseresultatet bringer. Vi skal nok lægge det på bloggen, når vi får det.

tirsdag den 10. september 2013

Tæger har ødelagt tonsvis af frugt

Disse fotos er ikke fra Niels' plantage.
Det er noget nær det værste, jeg har set som konsulent. Det er begrædeligt, og giver et klokkeklart billede af, hvorfor ordet "plantebeskyttelsesmiddel" ikke er så dumt.
Det er tæger, som har forvoldt skaden. De har suget næring fra frugten i tiden efter blomstring. Vi havde ingen idé om at det ville ende sådan her.